Jeg er søn af en far, som var vognmand, og en mor som var bankuddannet og født og opvokset i den jyske by Tirstrup. Livet kunne dog meget vel have set ganske anderledes ud for mig.
Min bedstefar var egentligt rejst til Amerika, fordi han ikke var ældste søn og derfor ikke skulle overtage forældrenes gård, men da storbroderen fik polio, blev bedstefar kaldt hjem for at drive gården. Det var ingen dans på roser i krisen i 1930erne, og gården gik da også, som de fleste andre dengang, konkurs. Bedstefar måtte flytte fra gården og nedsatte sig i stedet som vognmand med hestevogn. På en eller anden måde fik bedstefar anskaffet en lastbil fra Amerika og kørte blandt andet en del for den lokale købmand. Da købmanden selv købte en lastbil, mistede bedstefar dog en del kørsel. Han tog derfor initiativ til at samle beboere i Tirstrup op med henblik på at starte en brugsforening. Coop havde et stort lager i Viby ved Århus, og opstart af en brugsforening ville sikre ham den mistede kørsel for købmanden. På det tidspunkt var bedstefar ikke klar over, at han ville få et barnebarn, der også ville få erfaringer med et kooperativ (Arbejdernes ligkistemagasin) – men det er en helt anden historie.
Morfar – Tirstrups lokale tømrer- og snedkermester
Morfar og mormor boede overfor kirken i Tirstrup i et hus, som min oldefar havde opført. Der var også tømrerværksted med savskæreri. Min morfars snedkerforretning har været i familien gennem flere generationer og virksomheden kunne i 2013 fejre 100 års fødselsdag.
Du kan læse historien om min morfars tømrer- og snedkerværksted her.
Ud over at drive tømrer- og snedkerforretning var morfar deslige taksator for et forsikringsselskab, medlem af Danske Banks lokale repræsentantskab og medlem af menighedsrådet.
Når svendene på værkstedet ikke havde andet at lave, producerede de af og til ligkister. Kisterne blev produceret på værkstedet og efterfølgende stillet op på loftet, når de var færdige. Da vi var små, legede vi tit på værkstedet, men vi var bange for at komme op på loftet, hvor kisterne stod.
Dengang var jeg ikke særlig praktisk anlagt, og der var ingen, som havde forestillet sig – heller ikke engang jeg selv – at jeg senere ville følge i min morfars fodspor og overtage en ligkistefabrik og senere blive direktør i et begravelsesfirma.
Morfar og bedstefars samarbejde
Når nogen døde i Tirstrup i gamle dage, kontaktede de pårørende morfar for at bestille kisten. Morfar kontaktede herefter min bedstefar, som fik styr på praktikaliteterne i forbindelse med afdødes begravelse eller bisættelse – såsom afhentning af kiste og afdøde.
Nogle gange blev kisten stående i hjemmet indtil begravelsen. Dengang blev langt de fleste begravet, fordi der var langt til et krematorium. Kremering er først senere blevet mere almindeligt.
Når bedstefar kørte med en kiste, kom han gran i bunden og på siderne af ladet på lastbilen. Her stod kisten, mens de pårørende fulgte bagefter på vejen fra hjemmet og ind til kirkens kapel. Det er denne transport til kirken, der er omtalt i færdselsloven som ligtog. Transport fra kirken var ikke nødvendig i den tid, fordi kisten skulle begraves på kirkegården.
Da man indførte kremeringer i Danmark, var kirken imod kremering, og kisten kom ofte slet ikke ind i kirken. De pårørende var henvist til at afholde ceremonien på krematoriets kapel, og her blev kisten stående eller måske sænket ned i kælderen, hvis krematorieovnen stod her.
Ud over levering af kisten aftalte morfar også det praktiske forløb med præst, klokker, kirketjener og graver – man havde ikke kordegne dengang. Når morfar skrev regningen til de pårørende, lagde han sin fortjeneste på kisten, fordi det var kisten, der var hans håndværk. Betalingen for aftaler med præst m.v. af det praktiske forløb blev beregnet meget lavt (25 eller 50 øre). Den ydelse kaldte han bare ”papirer” i sit regnskab.
Når fars filosofi hænger ved
Jeg gik selv i skole på Tirstrup Skole og kendte stort set alle i elever og deres forældre, fordi jeg næsten hver dag fulgtes med min far, når han kørte rundt i hele lokalområdet som vognmand. Det betød, at jeg allerede tidligt lærte at omgås alle, og devicen om at ”kunden har altid ret.”
Min far var meget præcis, og hans biler var altid i orden. Han ville hellere konkurrere på kvalitet end på prisen, og da det blev trange tider i branchen, og de andre vognmænd satte priserne ned til under deres kostpris, sagde han altid, at han hellere ville holde fri og lade bilerne stå stille, end han ville køre ud og sætte penge til. Den filosofi har jeg taget med mig, og i Begravelses Service er vi mere optaget af at levere en høj kvalitet, end at kunne levere den billigste ydelse.
Første møde med teorien i begravelseskulturen
Jeg kom på Trustrup Realskole efter 7 klasse. Jeg havde ikke det store besvær med skolearbejdet, men jeg ville egentlig hellere arbejde og være sammen med vennerne, end jeg ville læse lektier. Jeg var medlem af elevrådet i alle årene og var med i planlægning af alle årets skolefester.
Min storesøster var kommet på Trustrup Realskole et år tidligere. Hun var meget flittig og læste mange lektier, men kunne ikke skrive danske stile. Jeg husker engang, at hun var gået helt i stå, da hun skulle aflevere en stil. Hun påstod, at emnerne var umulige. Der var tre emner, og det ene hed ”Begravelsesmetoder gennem århundreder”. Selv vidste jeg noget om vikingernes gravhøje, ægypternes pyramider og et eller andet om nogle indianere – og kombineret med oplevelserne fra morfars værksted og graveren på Tirstrup kirkegård skrev jeg fem sider. Vores mor satte kommaerne og min søster fik 11 for stilen. Da jeg selv afleverede den året efter, vel og mærke til den samme lærer, fik jeg 0. Læreren mente, at han kunne huske stilen, og da jeg fortalte, at det var mig, som havde skrevet stilen året inden, sagde han, at han var nødt til at straffe den, han endnu havde magten over.
Det var vist mit første møde med teorien i begravelseskulturen.
Fra vognmand til handelsskoleelev til bankelev
Efter realskolen var jeg træt af skolen, og jeg ville ikke på gymnasiet. Jeg havde derimod en ide om, at jeg skulle være vognmand – ligesom min far. I stedet fik jeg en søfartsbog og mønstrede ud som koksmath i tankskibsredderiet Terkol. Her blev jeg, indtil jeg kunne få kørekort. Gik i land og kørte lastbil, indtil jeg året efter startede på Grenå Handelsskole. På det tidspunkt var der indført løn for at gå på handelsskole. Jeg boede hjemme og kunne køre lastbil ved siden af skolegangen, så det var gode tider.
Jeg kom i elevrådet og samarbejdede her med forstander Grønborg bl.a. om at planlægge en studietur til München. Grønborg anbefalede mig at kontakte direktør Thorsted i Danske Bank i Grenå. Forstander Grønborg kendte ham fra Rotary, og direktør Thorsted havde bedt ham finde to elever til banken.
Jeg blev bankelev og var to år i Grenå. I elevtiden var jeg flere gange i hovedsædet på Holmens Kanal for at klippe kuponer. Jeg kom derimod aldrig derover som ansat i en afdeling. I stedet kom jeg til Ålborg og var i Vejgård afdelingen i ca. et år, hvorefter jeg kom til Storetorv-afdelingen i Århus. Her arbejdede jeg i depotafdelingen og fik ansvaret for at lægge alle værdipapirer ovre i bankens EDB anlæg således, at de fremover ikke skulle administreres manuelt.
Det var her jeg første gang fik demonstreret hvor meget arbejde, der kan spares ved digitalisering af manuelle arbejdsprocesser.
I Danske Bank var de meget glade for medarbejdere, som følger alle bankens procedurer og så i øvrigt tier stille og ikke kommer med alt for mange gode ideer til ændringer af bankens systemer. Faktisk er de så kloge i bankens hovedsæde i København, at de ikke behøver at lytte til alt den sunde fornuft, som mange medarbejdere i Jylland sidder inde medJ
Som leder i fondsbørsvekselererfirmaet Gudme Raaschou
Efter fire år i Danske Bank søgte jeg nye udfordringer, og da Danmarks største og mest velrenommerede fondsbørsvekselererfirma Gudme Raaschou søgte en medarbejder til et nyoprettet afdelingskontor på Ryesgade i Århus, fik jeg mulighed for at få den stilling. Det var i 1977, og efter to år blev jeg leder af afdelingen. Gudme Raaschou var – sammen med Jyske Bank, Finansbanken og Bikuben – nogle af frontløberne på markedet for pantebrevshandel og pensionskassefinansiering. Som leder af Gudmes afdeling i Jylland var jeg med på hele opturen for pantebrevsfinansiering til både pensionskasser og private investeringsselskaber. Det var en spændende periode med gang i byggeri og ejendomshandel men desværre også en lang række devalueringer og inflation, der medførte en rente på over 22 %.
I firserne havde politikerne valgt at give realkreditforeninger bedre vilkår ved at udvide deres udlånsrammer og forbedre deres vilkår. Det var en hård konkurrence for pantebrevmarkedet, og for at styrke sine udlån ved at komme nærmere på låntagerne ønskede Gudme Raaschou at undersøge mulighederne for at etablere en kæde af ejendomsmæglerforretninger og planlage i den forbindelse opkøb af et ejendomskontor. I 1984 lykkedes det mig at finde et egnet ejendomskontor i Ebeltoft og indgå en aftale med ejeren. Da Gudme Raaschou kort inden den aftalte overtagelse fortrød købet, fik jeg etableret en løsning, der betød, at jeg overtog firmaet sammen med den hidtidige ejer, min sekretær og en gammel skolekammerat.
Starten på egen mæglervirksomhed
Vi startede 01.08 1984 med en åbningsreception med over 300 gæster. I de næste syv år udviklede vi firmaet fra at være et lille ejendomskontor, der primært havde solgt og udlejet sommerhuse, til at være det førende ejendomskontor i Ebeltoft med en afdeling for sommerhuse i udkanten af Ebeltoft og en afdeling for villaer og erhverv i centrum lige overfor Fregatten Jylland. Vi havde en markedsandel på 70%, og de kæder, der var etableret, var alle interesseret i at købe eller samarbejde med os.
Ingen af os var uddannede ejendomsmæglere, og vi var derfor medlem af den forening, der hed Forenede ”Danske Ejendomshandlere”. Jeg var med i bestyrelsen for den lokale afdeling og fortsatte i bestyrelsen for Dansk Ejendomsmæglerforenings 6. kreds, da de tre foreninger, der repræsenterede mæglerbranchen, blev lagt sammen under denne. Der blev senere indført en lov om, at alle fremtidige medlemmer skulle bestå merkonomuddannelsen for ejendomsmæglere. Ved siden af mæglervirksomheden havde vi samarbejde med Dan-center om udlejning af sommerhuse.
I 1990 var vi ikke enige om den videre udvikling af forretningen, hvilket medførte, at mine tre medejere valgte at frasælge sommerhusudlejningen og fortsætte ejendomskontoret som en del af EDC gruppen. Jeg solgte derimod min andel af ejendomskontoret til mine tre kollegaer og samtidig overtog jeg deres anparter i vores investeringsselskab. Herefter ophørte vores samarbejde og udviklingen af ejendomskontoret, som senere er blevet opkøbt og som i dag har en mere beskeden markedsandel i Ebeltoft.
Herefter var der både tid og penge til at holde mere fri og søge nye eventyr.