Flere i samfundet – særligt i min generation – bliver beskæftiget i samme job eller branche som sine forældre og bedsteforældre. Dette ses både inden for offentligansatte som læger, præster, jurister, sygeplejersker og lærere og inden for privatansatte som ingeniører, tømrer murer, elektriker, bankmænd, vognmænd, bedemænd osv.
Hvis det samme skulle være gældende for mig, lå det ikke lige umiddelbart i kortene, at jeg skulle være direktør for ligkistefabrikken Dalmose Trævareindustri A/S og sidenhen bedemand i Begravelses Service. Derimod skulle jeg have holdt fast i erhvervet som vognmand, som min far og bedstefar gjorde det eller i min stilling som bankmand i Danske Bank, som min mor var det.
Selvom både min morfar og min bedstefar har haft lidt berøring med begravelsesfaget, inden det blev organiseret som andre håndværk og liberale erhverv, har det aldrig faldet mig ind at søge den levevej. Dengang mine bedsteforældre producerede og kørte med kister, var der ingen bedemænd, og min morfar og bedstefar løste i fællesskab ofte de opgaver, der skulle løses efter et dødsfald i Tirstrup ved Ebeltoft – men altså uden nogen af dem dog fik titel som bedemand og uden at de fortsatte med disse opgaver, da begravelsesbranchen begyndte at etablere sig på Djursland i 1930 ’erne.
Men skæbnen ville altså, at jeg skulle etablere mig i begravelsesbranchen. Det skete, da jeg på et tidspunkt i 1990, gennem en IT leverandør til ejendomskontoret, blev involveret i en rekonstruktion af Dalmose Ligkistefabrik, som var ejet af Ib Olsen. Det endte med, at det investeringsselskab, som jeg på det tidspunkt ejede, overtog aktiekapitalen i Dalmose Trævareindustri A/S (DTI), som jeg blev direktør for.
I Dalmose Trævareindustri var jeg med til at gøre op med de gammeldags måder at producere kister på, hvor man anvendte syrehærdende lak og andre giftige stoffer i produktionen, og hvor der generelt kun var et årligt arbejdsmiljøtjek på fabrikken. Det blev til en gennemgribende omstilling til renere teknologi og bedre arbejdsmiljø, som for Dalmose Trævarefabrik A/S betød, at vi i 1995 blev den første kisteproducent i EU (og den 3. virksomhed i Danmark), som blev miljøcertificeret efter EU standarden EMAS.
Du kan læse artiklen om Dalmose Trævareindustris hårde vej til miljømærkningen her.
Dalmose Trævareindustri udvalgte sine kunder således, at de dels havde meget få overlappende markedsområder, hvorved et udvidet samarbejde omkring opnåelse af yderligere markedsfordele blev muliggjort, og dels havde mulighed for at differentiere sig fra andre mindre, selvstændige bedemandsforretninger i branchen via produktmærkningen og EU-miljøcertificeringen, som DTI havde investeret i.
Denne certificering skulle være grundlaget for et samarbejde, som kunne give en række fordele for de bedemænd som købte Dalmose kister. De medvirkende bedemænd ville i den forbindelse gerne udnytte de fordele, der var gratis, hvorimod de ikke var villige til at deltage i de investeringer, der er nødvendige for vedvarende at udvikle nye tiltag.
De umiddelbare fordele ved at være forhandler af Dalmose Miljøkister var :
- At de lovligt kunne anvende miljø som markedsføringsparameter,
- At de burde have fortrin ved de offentlige licitationer, som bl.a. Frederiksberg og Københavns Kommune afholder, om begravelser betalt af det offentlige.
- At de kunne etablere en ensartet markedsføring/branding ved at anvende samme brand i deres markedsføring
- At de kunne være fælles om de store investeringer, der er forbundet med udvikling af programmer og uddannelse i anvendelse af IT i planlægning og administration
- At de kunne opnå bedre samlede indkøbsaftaler på andre produkter
Som beskrevet havde hverken mine bedsteforældre, forældre eller jeg selv forventet, at nogen i vores slægt ville være med til at udvikle begravelsesbranchen, så den i dag har et væsentligt bedre renomme, end da jeg startede i branchen i 2001, hvor jeg overtog Dalmose Ligkistefabrik fra Ib Olsen og stiftede Dalmose Trævareindustri A/S.